Skizofren Aarhusianer viser vejen til recovery -
Sindnet.dk fylder 10 år.
I mange år var han som psykisk syg mere eller mindre opgivet af
systemet. I dag hjælper han på 20. år andre psykisk sårbare med
at bryde med den medfølgende isolation der, uden hjælp, kan føre
til et liv i ensomhed.
Man får via Hollywood og avisartikler ofte det indtryk, at
skizofrene er farlige individer, som ikke kan indordne sig under
samfundets spilleregler og normer. Det er ikke bare en af de
mest udbredte fordomme, men også dén fordom, der er med til at
sende mennesker med bl.a. skizofreni ud i en isoleret tilværelse
med ensomhed til følge.
40-årrige Claus Antony Bang Andersen fra Aarhus blev i sit
tidlige voksenliv ramt af alvorlig psykisk sygdom. En
kombination af medfødt sårbarhed og ydre omstændigheder gjorde,
at han som blot 20-årig blev indlagt og fik diagnosen paranoid
skizofreni.
Sygdommen havde i de sene teenageår medført massiv ensomhed og
frustration over, ikke at kunne fungere mht. kammeratskaber,
kæresterier og uddannelse. Da diagnosen kom, blev det ikke
lettere, da der med svær psykisk sygdom følger stigmatisering og
fordomme.
Efter adskillige afvisninger, når Claus forsøgte at socialisere
sig og komme tilbage til en nogenlunde normal tilværelse, blev
det nok. Der manglede et sted man kunne være ærlig om sig selv
uden at blive stemplet som potentielt farlig pga. uvidenhed og
fordomme om mennesker med skizofreni eller anden psykisk sygdom.
Claus forstod allerede midt i 90’erne, at peer-to-peer
networking blandt ligestillede kunne være en vej til recovery og
derved vejen til et liv uden ensomhed og isolation. Efter
adskillige forsøg lykkedes det i 1997 for Claus at lave landets
første peer-to-peer netværk, hvor sindslidende kunne mødes
online uden risiko for at blive mødt af fordomme. Projektet, der
først hed Psyken.dk og senere Lovematch.dk, kom den 20. april
2006 til at hedde sindnet.dk, og kunne i april 2016, fejre sit
10 års jubilæum under det nuværende navn.
sindnet.dk er en sammenslutning af ordene Sindslidende og
Netværk – Hjemmesiden er på trods af eventuelle navnesammenfald,
ikke en del af SIND. Hjemmesiden er i dag Danmarks største
netværk for psykisk sårbare, og ikke bare kendt for at være det
første peer-to-peer netværk inden for psykiatriområdet, men også
for at være et fristed og alternativ til fysiske væresteder for
de mange sårbare, som kan have svært ved at komme ud i det
daglige.
I 2012 blev Claus hædret med Aarhus Kommunes
Handicappris for sit initiativ, der styrker kommunikation og
nytænkning.
I dag rummer netværket mere end 5.000 psykisk sårbare fra hele
landet på tværs af diagnoser, og flere medlemmer har været med
fra start. Det er stadig Claus der den dag i dag er drivkraften
bag projektet - dog med god sparring fra partneren Gry Trust
Mertz og projektets øvrige frivillige, der dagligt navigerer
rundt i paragraffer og puljer for at fremtidssikre driften af
projektet.
Claus var ikke bare forud for sin tid – han har gjort fordommene
om skizofrene til skamme og er også et fantastisk eksempel og
bevis på, at man kan få et godt liv på trods af en alvorlig
psykiatrisk diagnose.
Claus oplever selv, at hans sygdom i dag er i fuld remission,
dvs. han har gennemlevet en recovery og fået et godt liv på egne
præmisser, hvor han, hvis han er opmærksom på sin livsstil, ikke
oplever symptomer på sin diagnose. Men succesen er ikke kommet
af sig selv; Uden den viden og støtte, han gennem tiden har fået
fra ligestillede gennem peer-to-peer netværket på sindnet.dk, er
han ikke sikker på, at han havde levet den dag i dag. De var med
til at give ham håbet og troen på, at han en dag kunne komme
videre få en rolig og symptomfri tilværelse – og han er i dag
med til at give det håb videre til andre.
Foruden sindnet.dk har Claus lanceret siden skizofren.dk for at
dele viden og oplysning om diagnosen – og om, hvordan man lever
et godt liv med den.
Vi vil med denne pressemeddelelse gerne signalere, at skizofreni
ikke er ensbetydende med en livslang, passiv og ensom
tilværelse. Der er for rigtig mange en vej ud af sygdommens greb
- en mulighed er at gøre brug af peer-to-peer som f.eks.
sindnet.dk, da det at møde andre i samme båd, kan være en god
hjælp til at komme videre.
Kilde:
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/skizofren-aarhusianer-viser-vejen-til-recovery-sindnet-dk-fylder-10-%C3%A5r-22518
|